Marstal Småborgerlige Sangforening består af omkring 25 mand - unge som lidt ældre af racen - alle med hang til søvand. En del af medlemmerne sejler til søs, andre har tidligere været søfarende i kortere eller længere perioder - enkelte har dog udelukkende fået deres sejltid i egne fartøjer eller på Marstalfærgen.
Foreningen har sit udspring i Marstals havnemiljø, hvor hjemmeværende medlemmer ugentlig mødes til harmonika- og guitartoner. Mødestedet er siden 1992 et ruf, et dækshus fra et skib, ved jollehavnen Sønderrenden.
Fælles for flokken er at komme sammen og synge og muligt vederkvæge ganen med en enkelt Rigabalsam i ny og næ.
Marstal Småborgerlige Sangforening er ikke et kor klædt i matrosdragter og underlagt en dirigents taktfaste og autoriære stok, foreningens frembringelser er den ægte vare, idet foreningsmedlemmerne ikke er skolede stemmer, men almindelige sangfonøjede struber. Dette er just som i virkelighedens verden, hvor besætningeme om bord i skibene sang sømandsviser og i de større skibe sang søens arbejdssange, de engelsksprogede seashanties. Sangglæden skinner imidlertid igennem, og foreningen er da efterspurgt til forskellige arrangementer.
Repertoiret er som i de to foregående udgivelser maritime viser og sange, her er såvel frivagtsviser som shanties. Denne tredje CD fra Småborgerlig mund er ydermere beriget med selvgjorte værker.